
Samtykke og oplysningspligt
Her finder du information om, hvad oplysningspligt og samtykke er, og hvordan vi arbejder med det i Jammerbugt Kommune.
Samtykke
Som kommune har vi ofte ret til at behandle borgernes personoplysninger, men der findes situationer, hvor vi ikke har et lovgrundlag. I de tilfælde kan kommunen vælge at indsamle borgerens samtykke til at behandle deres personoplysninger.
Et gyldigt samtykke opnås gennem en utvetydig viljetilkendegivelse, som altid skal være tydelig og specifik og formuleret i et klart og letforståeligt sprog, som er egnet til den målgruppe, som er modtager. Det skal indeholde en præcis beskrivelse af, hvad vi skal bruge personoplysningen til.
Et samtykke må kun give lov til en bestemt behandling. Hvis en behandling tjener flere formål, skal der indhentes samtykke til hvert formål.
Du skal huske på, at du har journaliseringspligt og altid skal gemme dokumentation for samtykke. Det skal altid være muligt at finde det samtykke frem, der giver lov til en bestemt behandling.
Læs mere i kommunens retningslinjer for samtykke som behandlingsgrundlag, som du finder her: Retningslinjer inden for GDPR og informationssikkerhed.
Samtykke til brug af billeder
Bliv klogere på brug af samtykke i forhold til brug af billeder og videoer på denne side: Brug af billeder og videoer
Oplysningspligt
Kommunen skal altid oplyse borgeren om hvad vi bruger deres personoplysninger til. Det skal sikre, at kommunes brug af personoplysninger altid er rimelig og gennemskuelig for dem, som oplysningerne handler om.
At have oplysningspligt betyder, at kommunen på eget initiativ har pligt til at give borgeren information om, hvilke oplysninger vi indsamler om dem. Det er IKKE tilstrækkeligt kun at have infotekst liggende på en hjemmeside.
Hvordan kan du oplyse borgeren?
Hvis personoplysninger bliver indsamlet gennem en ansøgning, blanket eller lignende (både papir eller digitalt), kan oplysningspligten overholdes ved at inkludere den nødvendige information på ansøgning eller blanketten, så man kan læse om, hvad oplysningerne bruges til, inden man skriver under.
Få hjælp til oplysningspligten og samtykke
Der er udpeget en ansvarlig medarbejder i hver forvaltning, som hjælper med at udarbejde og implementere oplysningsbreve samt samtykke. Kontakt din repræsentant for at stille spørgsmål og få vejledning:
- Central Stab: Jette Linnemann (jli)
- Vækst- og Udviklingsforvaltning: Nickie Kanto (nck)
- Børne- og Familieforvaltning: Kristian Kongsbak Hørlyk (khk)
- Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltning: Christina Faurholt Albrektsen (cfa)